Nu støtter de Air Iceland aftalen

Et flertal i finansudvalget - nemlig koalitionens medlemmer - har nu accepteret, at den omstridte aftale med Air Iceland nu videreføres i - som det hedder - tilrettet form.
26. marts 2011 14:27

Finansudvalget har ellers været kritisk overfor Air Iceland aftalen. Nu støtter et flertal i finansudvalget aftalen.

Det betyder, at aftalen nu alene omfatter tjenesterejser, patientrejser og studerendes offentligt betalte rejser. Samtidig vil aftalen blive sat på en observationsliste, så der konstant er fokus på eventuelt utilsigtede konsekvenser for Lufthavnsvæsenet Mittarfeqarfiit og Air Greenland.

Det kan tilføjes, at kun 13 personer har været omfattet af aftalen med Air Iceland i årets første to måneder.

- Og derfor er det vanskeligt at hævde, at aftalen indtil videre har haft nævneværdige samfundsøkonomiske konsekvenser, mener flertallet i finansudvalget med formanden Olga Poulsen Berthelsen i spidsen.

Samtidig har Naalakkersuisut stillet Inatsisartut en redegørelse om Selvstyrets indkøbspolitik i udsigt. Redegørelsen vil blive præsenteret for tinget på efterårssamlingen i år. Og den skal analysere samfundets overordnede behov og inddrage forhold som virksomhedernes sociale ansvar og landets erhvervsudvikling i al almindelighed.

Finansudvalgets flertal erklærer sig tilfredse med, at der nu sker en afklaring af den administrative praksis omkring offentlige indkøb. Og at Selvstyret samtidig har indledt en dialog med Air Greenland om en rammeaftale, der svarer til aftalen med det islandske luftfartsselskab.