Nu skal Royal Greenland være en god forretning

Royal Greenland skal være en åben virksomhed og en indbringende forretning, der kan give sin ejer Grønlands Selvstyre et fornuftigt afkast.
04. februar 2011 15:38

Det er to klare målsætninger for den nye koncernchef i landets største virksomhed, den 48-årige Mikael Thinghuus, der lidt tidligere end beregnet har smøget ærmerne op og taget fat.

Og det med åbenheden og en ny ledelsesstil slog han fast med syvtommersøm, da han i dag præsenterede sin ansættelseskontrakt for to KNR-medarbejdere. Blandt andet for at garantere overfor offentligheden, at her er der ingen skjulte fratrædelsesgodtgørelser i millionklassen. Og det er der ikke.

Der er tværtimod tale om en meget enkelt kontrakt med en fast gage på 3,5 millioner kroner som vel ikke er astromisk taget i betragtlning, at koncernchefen har ansvaret for et selskab med et par tusinde ansatte og en omsætning på over to milliarder kroner.

Men hans aflønning er samtidig resultatorienteret. Får virksomheden overskud, ja, så får direktøren en bonus oven i den faste løn. Men gyldne håndtryk og millioner i fratrædelsesordningen er kontrakten klinisk renset for.

Og for de rigtigt nysgerrige kan vi fortælle, at han må holde to aviser på selskabets regning og at han får stillet en bil til rådighed. Ferie er efter ferielovens bestemmelser. Men så ikke mere om kontrakten, der egentlig er en privatsag mellem ham og Royal Greenland.

Mere væsentligt er det, hvordan han vil gøre den underskudsgivende forretning med det kongelige navn til et indbringende foretagende, der kan give ejerne - og det er os alle sammen i Grønland - et fornuftigt afkast. Men her har han opstillet nogle foreløbige mål.

Og de ligger i to niveauer. Det første er, at Royal Greenland skal gøres til en bæredygtig virksomhed rent økonomisk.

- Virksomheden har gennem årene leveret meget svingende resultater - i perioder enddda meget ringe resultater og på det seneste også med en vigende omsætning. Nu gælder det om en gang for alle at forbedre koncernens drift til et niveau, der gør, at vi aldrig nogensinde mere skal have penge fra vores ejere til driften, understreger Mikael Thinghuus.

Det andet mål - og efter hans opfattelse det vigtigste - er at bringe indtjeningen op på et niveau, der er langt højere end i dag.

- Vi ønsker at kunne betale penge tilbage til vores ejere. Ikke bare de lån, vi har modtaget. Vi ønsker at være en virksomhed, der betaler dividende til vores aktionær - det grønlandske selvstyre. Men for at kunne gøre det, skal vi vokse. Vi skal finde ud af, hvad det er for områder, vi tjener penge på, tilføjer Mikael Thinghuus.

Og her mener han, at væksten skal skabes ved en tæt kontakt med markedet, og det vil sige de store kunder og så følge forbrugernes trends.

Men hvordan gør man så lige det. Og her er det Mikael Thinghuus' klare opfattelse, at væksten får man ved at tale bedre med sine kunder og følger forbrugernes ønsker nøje, så produktionen og produkternes afstemmes med markedets ønsker.

- Og det kan mange ikke gøre i Grønland og i virkeligheden også kun meget lidt i Danmark. Det skal ske via vore sælgere og salgskontorer i store dele af verden, tilføjer han.

Helt i tråd med sine mål om tæt kontakt med forbrugerne og virksomhedens store kunder. Bliver Mikael Thinghuus boende i Danmark. Her er der nem adgang til en række af koncernens store markeder og til virksomhedens fabrikker i Tyskland, Polen og Danmark. - Det er ikke meningen, at jeg skal sidde på mit kontor hele dagen - uanset om det så ligger i Grønland, Danmark eller Polen. Men han regner med - afhængig af situationen - at opholde sig i Grønland i en halv snes dage om måneden.