Gebyr på vej: Nu skal kommunerne tjene penge på krydstogtskibe
Sidste år ankom 112.273 krydstogtpassagerer til Grønland. Og de kunne gå i land, uden at selskaberne bag skulle betale et gebyr til landets kommuner.
Men det slutter fra 1. januar 2024, hvis det står til naalakkersuisut.
På efterårssamlingen i Inatsisartut skal politikerne behandle et forslag, som blandt andet genindføre en afgift til landskassen fra krydstogtskibene og giver kommunerne mulighed for at opkræve et gebyr, når et krydstogtskib anløber en havn.
Og det glæder borgmester i Avanaata Kommunia, Palle Jerimiassen, (løsgænger), som længe har efterlyst, at kommunerne kan tjene på de mange krydstogtturister.
- Jeg tror, det er et godt værktøj, vi får til at kontrollere ankomster og få lidt penge for krydstogtturismen, siger han.
Oprindeligt var planen, at de nye afgifter og gebyrer fra krydstogtskibene skulle træde i kraft 1. januar 2025. Det foreslår naalakkersuisut dog nu at fremrykke til 1. januar 2024.
Borgmester: Gebyret bør være højere
Det bliver op til kommunerne selv at udpege og melde ind til selvstyret, hvilke havne de ønsker, at krydstogtskibene skal betale for at anløbe. Det er således kun en mulighed og ikke et krav for kommunerne.
Gebyret bliver fleksibelt og maksimalt på 50 kroner per passager for hvert havneanløb. Det skal gøre det muligt for kommunerne at flytte krydstogtskibene til steder, der gerne vil have flere turister, eller som har de nødvendige faciliteter.
Men beløbet på gebyret måtte gerne have været højere, mener Palle Jerimiassen.
I 2022 anløb 14.730 krydstogtspassagerer Ilulissat alene. Og det er hverken byens størrelse, dens faciliteter eller naturen omkring gearet til.
- Jeg synes stadig, at det er for lavt, fordi vi selv får administration på. Og så er det ikke mange penge, der går til selve forbedringerne af vores infrastruktur. Derfor ville jeg gerne have haft den højere op, siger Palle Jerimiassen, som selv foreslår et fast beløb på 150 kroner per passager per landsætning.
- Det ville dække de administrative udgifter, vi har, og så ville vi have råd til at forbedre den servicering, vi har af turisterne.
Det bliver op til kommunerne selv at forvalte de penge, som kommer i kassen på et kommende krydstogtgebyr.
I Avanaata Kommunia har borgmesteren tidligere meldt ud, at pengene skal tilfalde de havne, som skibene anløber.
Visit Greenland udkom tidligere i år med en kortlægning af den grønlandske krydstogtturisme. Den viste, at Grønland er et af de billigste destinationer for krydstogtskibe at sejle til. Eksempelvis er steder som Stavanger i Norge, Shetlandsøerne og Anchorage i Canada dyrere for krydstogtskibene at besøge.