Nu skal der trækkes med ører

Fire grønlandske sportsfolk drager nu til Alaska for at konkurrere med inuit og indianere. De skal blandt andet konkurrere i spisning af mattak.
Skrevet af Noah Mølgaard
13. juli 2011 08:14

Grønlandske udøvere af Inuit Games skal deltage i Eskimo-Indian Olympics, der bliver afholdt i Fairbanks i Alaska. Der bliver konkurreret i specielle discipliner, når konkurrencerne bliver afholdt fra onsdag den 20. til lørdag den 23. juli.

 De grønlandske sportsfolk skal deltage i traditionelle sportsgrene i Arctic Sports og Dene Games, som de kender fra Arctic Winter Games.  Det er blandt andet springkonkurrencer som one-foot high kick og Alaskan high kick.

Men der kommer også specielle konkurrencer, som er fremmede for grønlænderne.

De skal blandt andet deltage i at trække med ørerne i den såkaldte ear-pull. Der bliver lavet små løkker, der passer til ørerne og den der trækker løkken af modstanderen har vundet.

Der bliver også afholdt konkurrencer i råstyrke, hvor et af disciplinerne er four-mand-carry. Det er konkurrencen om, hvem der kan bære fire voksne mænd og gå længst.

Grønlands bedste bud til den konkurrence er Emil Geisler fra Ilulissat, der vandt guld i stick pull og polepush ved Arctic Winter Games sidste år. Det vil vise sig om han kan slå Eskimo-Indian Olympics rekorden på 53 meter.

- Vores håb er at få placeringer i top 10 i de forskellige konkurrencer, fortæller rejseleder og træner for de grønlandske deltagere Helga Nielsen til KNR.

Et af de sjove discipliner bliver mattak-konkurrencen, der bliver afholdt udenfor det officielle program. Det går ud på at spise så meget mattak i løbet af bestemt antal minutter.

Grønlands deltagere bliver Minik og Pilo Rasmussen, Emil Geisler og Helga Nielsen.