Nu skabes fire nye ældreråd i Avannaata Kommunia
Nu skal Avannaata Kommunia have fire nye, lokale ældreråd.
Det blev besluttet på det seneste møde i kommunalbestyrelsen 1. oktober.
Forslaget blev stillet af Lena Ravn Davidsen (Demokraatit) i håbet om, at de ældre atter kan få en politisk stemme. Og det blev stemt igennem af en enstemmig kommunalbestyrelse.
I sin afslutningstale på mødet rundede Lena Ravn Davidsen af med at kalde beslutningen for en gave til de ældre.
- Jeg er glad for, at man behandler lige præcis denne her sag, da det er de ældres dag i dag. Derfor mener jeg, det er en gave til de ældre fra kommunalbestyrelsen.
Tidligere fiasko
Der har tidligere været et ældreråd i kommunen, men grundet sparsomme menneskelige- og økonomiske ressourcer blev det lukket ned.
I den nye beslutning skal der oprettes et ældreråd i henholdsvis Ilulissat, Uummannaq, Upernavik og Qaanaaq.
- Man har før i tiden haft ældreråd, som ikke har været oppe at køre i denne her valgperiode. Familieområdet er så hårdt presset personalemæssigt, man ikke kunne oprette et ældreråd, fortæller Lena Ravn Davidsen.
Hvordan kan det hænge sammen, at der tidligere har været mangel på ressourcer, men at I har pengene nu?
- Nu har vi sat det over til en anden afdeling, som tager sig af foreninger, og via foreningerne har man bedre ressourcer til at samarbejde med de forskellige ældreforeninger.
Kommunalbestyrelsesmedlem Knud Kleemann (Atassut) fortalte på mødet, at han på vegne af økonomiudvalget godkender forslaget.
Manglende bygder
På kommunalbestyrelsesmødet blev det påpeget af Ane Qujaukitsoq (Siumut), at det er vigtigt også at få de ældres stemme hørt ude fra bygderne.
En bemærkning, Lena Ravn Davidsen ligeledes så sig enig i.
- Det er rigtigt, at man selvfølgelig skal tage bygderne med, og byerne nærmest bygderne skal høres.
Det er op til forvaltningen for Sundhed og Fritid at lytte til de ældre borgere ude i bygderne, der ikke står til at få et ældreråd. Sådan skriver Avannaata Kommunia i referatet af forslaget.
Hvornår ældrerådene er oppe at køre vides ikke, men Lena Ravn Davidsen forventer, at rådet i Ilulissat bliver det først oprettede.