Nu kan du flyve direkte til Aalborg

Nuummiut, nordjyder og alle andre interesserede kan nu rejse frem og tilbage mellem Nuuk og Aalborg – helt uden at skulle mellemlande.
I samarbejde med Air Greenland har det danske rejsebureau Ruby Rejser fra i dag og frem til 1. september nemlig åbnet en ny rute mellem de to byer.
Det blev fejret med brød og kaffe i Nuuks lufthavn i morges klokken 08.27, hvor det første Airseven-fly landede, skriver Kalaallit Airports på deres facebookside.
En time efter kunne flyet vende retur mod Danmark med nye passagerer.
Afgangene mellem Nuuk og Aalborg ligger denne sommer hver mandag og torsdag. Man kan booke billetter enten via Air Greenland eller Ruby Rejser.