Nu kan der også fiskes efter makrel i Vestgrønland

Naalakkersuisut har givet grønt lys for, at der oprettes en kvote på 10.000 tons makrel til forsøgsfiskeri i Vestgrønland, som skal fiskes olympisk.
09. juli 2014 13:29

Det skriver Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug.

Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug har nemlig modtaget adskillige ansøgninger fra flere af de selskaber, som har fået tildelt makrel i Østgrønland, som har påtænkt at bruge ekstrakapacitet til at fiske makrel i Vestgrønland.

Makreljagt i Vestgrønland

Fra Naturinstituttets side formoder man, at makrellen følger samme havstrømme som torsk og andre arter fra Østgrønland til Vestgrønland.

Derfor kan det formodes, at i takt med at der findes større mængder makrel i Østgrønland, vil det også være mere sandsynligt, at makrel også forekommer i Vestgrønland, skriver Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug.

Informationer om forekomst vigtigt

Naturinstituttet er meget interesseret i at afdække om eller i hvor høj grad, der findes makrel i Vestgrønland, da det kan give nye vigtige informationer om forekomsten af makrel.

Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug er derfor meget interesseret i disse resultater, da disse vil kunne understøtte Grønlands fremtidige anmodning om kyststatsstatus og krav på en anseelig del af den totale makrelkvote.