Nu er sildene også væk i Canada

Hvor er sildene nu blevet af? Det spørger fiskerne i det østlige Canada nu om. Det er ikke nemt at være fisker i Canada i disse tider.
Skrevet af Karsten Sommer
22. august 2009 13:25

Først var det laksene der ved vestkysten af Canada blev væk, en økonomisk og kulturel katastrofe. Nu er det sildene ved østkysten man ikke kan finde.

Hvor er sildene blevet af ? spørger fiskerne i New Brunswick og Newfoundland, to af Canadas Atlanterhavsprovinser. Der var sild i maj og juni, men nu, hvor de ellers skulle komme i store stimer, er de pludeseligt blevet væk. Det er ved Fundy bugten at de fleste sild plejer at blive fisket. I august er der indtil nu kun blevet fisket omkring 5% af det forventede antal fisk.

Det har allerede betydet at der er færre indhandlingsmuligheder og tabte arbejdspladser på fiskefabrikkerne. Fiskebiologer i New Brunswick ved ikke hvad der er sket, men nogle fiskere mener at det er fordi vejret har været meget varmt og især har der været stærke storme, som kan have blæst sildenes føde længere ud i havet, hvorefter sildene så er fulgt efter maden.

Man mener ikke at sildene er døde, blot at de har flyttet sig til andre steder, hvor man endnu ikke har fundet dem.

Fiskernes økonomi afhænger af sildene så man håber meget at de kommer tilbage til deres vante steder i Fundy bugten