Nu er boringerne i gang

Det skotske olieselskab Cairn Energy meddeler, at sommerens boringer nu officielt er i gang. Det sker efter, at politiet forleden fjernede de to Greenpeace-aktivister, der i et forsøg på at standse olieboringerne havde hægtet sig fast under boreriggen Leiv Eirikson.
Skrevet af Naimah Hussain
03. juni 2011 05:49

Cairn Energy oplyser, at både brønden i Atammik-feltet omtrent 160 kilometer ud for Nuuks kyst samt Lady Franklin-feltet 300 kilometer fra Nuuk er fuldt operationelle nu.

I Atammik-feltet borer Cairn Energy ned i en dybde på 905 meter, mens Lady Franklin-brønden er helt nede i en dybde på 989 meter.

Det er dybhavsboringerne, som både hjemlige og internationale miljøorganisationer retter kritik mod. Blandt andet foranlediget af oliekatastrofen i den mexicanske golf, for godt et år siden. Ligesom der har været kritik fremme om brugen af de såkaldt "rødlistede" kemikalier, som er langsomt nedbrydelige. Ifølge Danmarks Miljøundersøgelser skal Cairn nedbringe brugen af rødlistede kemikalier, men selskabet selv siger, at den slags aftaler ikke foreligger med Selvstyret.

Cairn Energy forsikrer samtidig, at de bruger det bedste udstyr, der findes.