Norwegian og briter giver Boeings ulykkesfly flyveforbud

Storbritannien, Tyskland og Frankrig har indført flyveforbud mod Boeing 737 MAX 8, der styrtede i søndages.
Foto © : Benjamin van Waart/Flickr Creative Commons
Skrevet af Ritzau
12. marts 2019 14:10

Luftfartsselskabet Norwegian har indført flyveforbud mod fly af typen Boeing 737 MAX 8, der er styrtet to gange på et halvt år.

Norwegian oplyser, at selskabets beslutning følger en anbefaling fra den europæiske luftfartsmyndighed, Easa. Det er dog ikke bekræftet officielt.

Trafikstyrelsen i Danmark har indtil videre ikke indført et forbud. Styrelsen oplyser, at den følger situationen tæt og er i løbende dialog med Easa.

Unavngivne kilder siger til erhvervsmediet Bloomberg News, at Easa er på trapperne med et flyveforbud.

- Norwegian har valgt at holde vores Boeing 737 MAX 8 på jorden indtil videre efter en anbefaling fra flere luftfartsmyndigheder, siger flychef Tomas Hesthammer i en pressemeddelelse.

- Når luftfartsmyndigheder giver råd, følger vi naturligvis deres anbefaling. Vi beklager for de passagerer, som bliver berørt af dette, men sikkerhed for passagerer og ansatte kommer altid først, siger han.

Norwegian har 18 fly af typen Boeing 737 MAX 8 og vil forsøge at sætte andre flytyper ind på de ruter, hvor flyene har fløjet, så færrest mulige passagerer bliver ramt af forbuddet.

157 mistede livet i søndags

Myndighederne i blandt andet Storbritannien, Tyskland, Frankrig, Kina, Indonesien, Singapore og Australien har beordret alle luftfartsselskaberne til at holde fly af den pågældende type på jorden.

I USA bliver flytypen stadig undersøgt, og der er ikke indført et forbud. Boeing oplyser i en meddelelse, at selskabet har fuld tiltro til sikkerheden i Max 737 8-flyene.

- Vi har forståelse for, at selskaber og myndigheder tager de beslutninger, der er relevant for deres hjemmemarked, skriver Boeing.

Ud over Norwegian har en række selskaber verden over taget samme beslutning. I Europa gælder det blandt andet TUI og Icelandair, mens American Airlines har fulgt trop i USA.

157 mennesker mistede livet ved søndagens styrt. I oktober styrtede et fly af typen Boeing 737 MAX 8 i Indonesien. Dengang omkom 189 mennesker.

/ritzau/Reuters