Norsk politiker slår alarm efter uvejr: En national krise

Onsdag bliver helt afgørende, i forhold til om Norge kommer helskindet gennem uvejr, mener lokalpolitiker.
Mudderskred under hus i Ål Kommune i Norge. Foto © : Scanpix
Skrevet af Christine Hyldal
09. august 2023 09:36

Der er brug for hjælp fra hele samfundet, hvis Norge skal komme igennem de seneste dages storm uden store konsekvenser.

Det siger Aud Hov, der er politisk leder i en af landets folkeskommuner.

- Vi står i en krisesituation af nationale dimensioner.

- Folk er blevet isoleret i flere lokalsamfund, og nødberedskabet risikerer at ikke kunne komme frem til folk, der har brug for hjælp, lyder det.

Skæbnedag i dag

Aud Hov anser onsdag for en skæbnedag i Norge.

- Vi har brug for hjælp fra hele samfundet. Dagen i dag er afgørende for, om det her kommer til at gå godt eller ej, siger hun i en pressemeddelelse.

Aud Hov står i spidsen for Innlandet fylkeskommune, der ligger umiddelbart nord for Oslo og grænser op til Sverige mod øst.

Der er 11 fylkeskommuner i Norge. De fungerer som en slags regioner med delvist selvstyre. De kan sammenlignes med de tidligere danske amter.

Oversvømmelser og jordskred

Uvejret, der både har ramt Danmark, Norge og Sverige, omtales i Norge som et ekstremvejr og har fået navnet Hans.

Det ventes, at det i de kommende dag vil aftage i styrke.

- Konsekvenserne af ekstremvejret vil fortsætte lidt længere, når vi tænker på de oversvømmelser og jordskred, der er flere steder, siger statsmeteorolog Susana Reuder.

Flere personer i Norge er blevet evakueret fra deres hjem, og forsikringsselskaber har meldt om tusindvis af skader.