Norsk milliardær sigtes for drab på forsvunden hustru

Anne-Elisabeth Hagen fra Norge forsvandt i oktober 2018. Hendes mand sigtes for drab eller medvirken til drab.
På et pressemøde oplyser norsk politi, at de har anholdt Anne-Elisabeth Hagens mand, forretningsmanden og mangemilliardæren Tom Hagen. Foto © : Scanpix
Skrevet af Ritzau
28. april 2020 12:33

Sagen om norske Anne-Elisabeth Hagens forsvinden har tirsdag - efter halvandet års efterforskning - taget en ny drejning.

På et pressemøde oplyser norsk politi, at man har anholdt hendes mand, forretningsmanden og mangemilliardæren Tom Hagen.

Han er sigtet for drab eller medvirken til drab.

Anne-Elisabeth Hagen forsvandt i oktober 2018. I den forbindelse havde en ukendt gerningsmand efterladt en skriftlig besked om løsepenge for kvinden. 

Men politiet vurderer, at det krav - og krav om overførsel af penge, der siden har været - har fungeret som røgslør for den egentlige forbrydelse.

LÆS OGSÅ Norsk milliardærkone har været bortført i 10 uger

- Politiet mener med andre ord, at sagen bærer præg af en tydelig planlagt vildledning.

- Undervejs, mens andre hypoteser er blevet svækket, er politiets mistanke mod Tom Hagen gradvist blevet styrket, siger efterforskningsleder Tommy Brøsk på pressemødet.

Siden sommeren 2019 har politiet i Norge arbejdet ud fra en teori om, at Anne-Elisabeth Hagen er blevet dræbt.

Hvad Tom Hagens motiv skulle være, såfremt han har dræbt sin hustru, kan politiet ikke sige noget om.

- Vi kan ikke gå nærmere ind på, hvad motiverne kan være, lyder det.

Anklager Åse Kjurstad Eriksson fortæller på pressemødet, at man vil begære Tom Hagen varetægtsfængslet i fire uger.

Han vil onsdag blive stillet for en dommer i et grundlovsforhør.