Norge klar til strengere krav til olieboringer

Nu er Norge også klar til at stramme op på sikkerheden ved olieboringer. En ulykke i Norge er ikke umulig.
Skrevet af Karsten Sommer
08. juni 2010 09:54

Nu reagerer Norge også på oliekatastrofen i den Mexikanske Golf. Norge betragtes ellers som et land med strenge regler og høj sikkerhedskultur blandt operatørerne. Der skriver fagbladet Ingeniøren.

- Et olieudslip som i Golfen, ville dække omkring to tredjedele af det norske fastland, siger den norkse miljøminister Erik Solheim til Teknisk Ukeblad. Og ministeren finder det ikke umuligt, at en tilsvarende katastrofe kan ske i norsk farvand.

I 2004 var det nemlig lige ved at gå rigtig galt.

Et stort gasudslip i en nedlukket brønd på en olieboreplatform ud for Norges kyst for seks år siden, blev kun med nød og næppe standset. Statoil, der ejede brønden, evakuerede alle på boreplatformen, bortset fra 36 teknikere og sikkerhedsfolk.

Gassen have forårsaget en eksplosionsagtig brand, der kunne have brændt i månedsvis. Og branden ville sandsynligvis have sendt platformen på kollissionskurs mod et halvthundrede andre olieboreplatforme, skriver Ingeniøren.

I stedet lykkedes det de modige mennesker på platformen at få lukket brønden og undgå den store katastrofe, men det var rent held.