Der skulle en regnvåd fredag eftermiddag til, før Nordlyset glimtede over Grønland.
Koalitionsaftalen mellem Siumut, IA og Atassut blev underskrevet klokken 14 i eftermiddag.
Frem til 2009 er det Siumut, IA og Atassut, der sidder på magten i grønlandsk politik.
Det skrev de tre partiformænd under på i dag.
Samtidig offentliggjorde de navnene på de nye landsstyremedlemmer.
Og der var sandt at sige ikke de store overraskelser i forhold til de personer som medierne har brugt de seneste par dage på at gætte sig frem til.
Hans Enoksen sidder fortsat som landsstyreformand. Derudover er den 28-årige Doris Jakobsen blev udpeget til at varetage kultur, uddannelse, kirke og forskningsområdet.
Ny i landsstyresammenhæng er Aleqa Hammond, der overtager familieområdet fra Tommy Marø. Desuden får hun justitsområdet at tage vare på.
Så er der Jørgen Wæver Johansen. Han er blevet nyt landsstyremedlem for Boliger, Infrastruktur og råstoffer. Det var ellers ham, der tidligere på året forlod sin landsstyrepost for selvstyre i vrede over Hans Enoksens ledelsesstil.
- Vi bliver jo alle klogere. Og er der noget det her valg har vist os, så er det, at vælgerne ønsker at vi samarbejder – både internt i partierne og eksternt partierne i mellem. Og så viser valget også, at der er stor opbakning til Hans Enoksen, så jeg respekterer folkestyret, siger Jørgen Wæver Johansen.
IA’s partiformand, Josef Motzfeldt fortsætter som landsstyremedlem for Økonomi- og Udenrigsanliggender, mens partifællen Asii Chemnitz Narup beholder Sundhedsområdet. Desuden bliver hun også landsstyremedlem for miljø.
Atassuts Finn Karlsen overtager det varme sæde i Fangst- og Fiskeridirektoratet, mens Siverth K. Heilmann er ny mand på landsstyreområdet for erhverv, landbrug og arbejdsmarked.