Nordjyder indtager Sarfaq Ittuk

I morgen stævner Sarfaq Ittuk ud på årets seashow. En flydende messe, hvor nordjyske uddannelser og virksomheder gør reklame for sig selv i forsøget på at tiltrække grønlandske unge til Nordjylland.
Skrevet af mlk
04. september 2013 11:26

Initiativtager til messen er Det Grønlandske Hus i Aalborg, som gerne vil tiltrække flere unge grønlændere til den nordjyske region.

- Først og fremmest er tanken, at få udbredt information fra kilden selv. Under Seashow kommer man til at møde repræsentanter fra sin kommende uddannelsesinstitution eller praktikplads direkte face-to-face, siger leder af Det Grønlandske Hus i Aalborg Jan Thrysøe, der i 2011 tog initiativ til det første Seashow.

Det er anden gang, Seashow tøffer af sted langs kysten. I 2011 var det de midtgrønlandske byer og Disko, der fik besøg. I år er det Sydgrønland. 

- 2011 var en kæmpe succes. Vi havde langt over 2000 besøgende om bord, det svarer til næsten 4 procent af Grønlands befolkning, siger Jan Thrysøe, der har navngivet resultaterne fra den første messe 'Seashow-effekten':

- Der er kommet rigtig mange efterskoleelever og andre uddannelsessøgende til Nordjylland, og vi oplever, at mange af dem har været om bord på Seashow i 2011.

Ambitionen med togtet er ikke at dræne Grønland for borgere, tværtimod, understreger Jan Thrysøe.

- Her taler vi om, at vi skal have nogle unge grønlændere ned og tage en uddannelse, og de skal selvfølgelig hjem igen. Det er også en af vores store opgaver i de grønlandske huse at sørge for, at det sker.

Han håber, at Seashow vil klæde de unge bedre på i forhold til livet i Danmark, så de ikke falder fra uddannelserne igen.

- Et af vores ømme punkter er det store frafald på efterskoler og andre uddannelser, og det bunder ofte i manglende information. Vi kan være med til at klæde de unge på, så de ikke får en negativ oplevelse i Danmark.

Seashow holder åbent skib i byerne Narsaq, Nanortalik, Qaqortoq, Paamiut og Nuuk. Programmet for turen kan ses via linket nedenfor.