Nordiske lande vil stoppe skatteflugt til Italien

De fem nordiske lande har underskrevet en aftale med området San Marino i Italien for at stoppe skatteflugt.
13. januar 2010 13:33

Dermed er der indgået over 100 bilaterale eller såkaldte tosidige aftaler mellem de nordiske lande og områder eller lande kendt som skattely.

- Vi i Norden tilhører sammen med blandt andet Frankrig og USA de lande i verden, som har indgået flest aftaler om informationsudveksling, siger Nordisk Ministerråds generalsekretær, islændingen Halldór Ásgrímsson til nyhedsbureauet Ritzau.

Han underskrev i går aftalen med San Marino på den finske ambassade i Paris. I efteråret underskrev også Grønland og Færøerne aftaler med San Marino. Aftalerne er led i en kampagne, som anføres af Nordisk Ministerråd.

Med aftalen kan skattemyndighederne i de nordiske lande granske skatteborgernes oplysninger om, hvor de har anbragt kapital samt deres indkomst. Med oplysningerne kan skattemyndighederne således afsløre aktiver og indkomster, som nordiske skatteydere ikke har angivet i deres hjemland.