Nordiske hovedstæder står sammen om deklaration til COP21

Den nordiske Hovedstadskonference har netop været afholdt i Reykjavik, her arbejdede hovedstæderne på en fælles deklaration til COP21.
Skrevet af Sandra Meinecke
11. maj 2015 06:15

Medlemmer af økonomiudvalget i Kommuneqarfik Sermersooq har i den seneste uge deltaget i Nordisk Hovedstadskonference i Reykjavik, skriver kommunen i en pressemeddelse.

Fokus var i år på, hvordan hovedstæderne takler klimaændringerne. De nordiske hovedstæder vil færdiggøre en fælles deklaration, som blev igangsat under konferencen. Det er planen, at deklarationen skal fremsendes til COP21 i efteråret som et bidrag til FNs klimatopmøde.  

Læs også Arktis frygter klimaforandringer

Foruden den fælles deklaration, blev der uddelt en række priser for nordiske indsatser på forskellige områder indenfor offentlig kommunikation, transport, miljø og sikkerhed.

- Det har været en udbytterig konference hvor vi har fået styrket relationerne mellem de nordiske hovedstæder, og skabt mange nye muligheder for samarbejde, siger delegationsleder Mille Søvndal Pedersen(IA) i en pressemeddelelse fra Kommuneqarfik Sermersooq.

Udover hende deltog Martha Abelsen(S) og Ane Egede Mathæussen (S) også i konferencen.

De tre politikere fortsatte søndag med møde i Vestnordisk Hovedstadsfond, som ligeledes foregår i Reykjavik. Her vil politikere fra de tre vestnordiske hovedstæder, Reykjavik, Torshavn og Nuuk, holde temamøde omkring turisme og kulturens rolle, samt turismens indflydelse på økonomien.