Nordisk Råd inviterer til kæmpe prisceremoni

Når Nordisk Råds priser uddeles om 12 dage, så kommer til ikke til at gå stille for sig, som det plejer. Som noget nyt i år har Nordisk Råd nemlig besluttet at holde en kæmpe prisceremoni, som vi kender det fra Oscaruddelingerne.
Skrevet af Martine Lind Krebs
18. oktober 2013 05:55

Under navnet Ny Nordisk Prisgalla skal nordiske råds litteraturpris, filmpris, musikpris, natur- og miljøpris og den nystiftede børne- og ungdomslitteraturpris uddeles.

Rådets præsident, Marit Nybakk, siger til Weekendavisen:

- At der længe har været ønsker om at løfte Nordisk Råds priser ind i en ny tidsalder og nå ud til et større publikum. Med denne Oscar-lignende prisceremoni professionaliserer vi nu afsløringen og uddelingen af Nordisk Råds priser og håber dermed at få endnu større opmærksomhed om Rådets prestigefyldte priser.

Der er selvfølgelig også skabt en ny prisstatuette til lejligheden, Nordlys, som den hedder.

På stolerækkerne i Operaen den 30. oktober finder man blandt andet de spændte forfattere Mariane Petersen og Nuka Godtfredsen, der er nomineret til hver sin litteraturpris, samt den dansk-norske forfatter Kim Leine, som vi jo også kender ganske godt heroppe. Der er desværre ingen grønlandske navne med i hverken musik, film eller natur- og miljøkategorien.