Nordisk konkurrence for unge rappere

”Rap It Up” er en konkurrence for unge rappere i de nordiske lande, som startede i går. Konkurrencen som kører til og med den 30. september i år, er åben for alle unge mellem 14 og 22 år.
Foto © : Simon Uldum
Skrevet af Medea Frederiksen
12. maj 2011 12:44

”Rap it up” er en del af et fælles nordisk projekt, der vil bygge bro mellem de nordiske unge og opmuntre dem til at bruge de skandinaviske sprog, styrke kommunikationen og skabe nye muligheder for større forståelse landene imellem.

Deltagelse i konkurrencen foregår ved at uploade en video til webstedet: www.rapitup.org. Derefter vil en jury bestående af blandt andre rapperne Per Vers fra Danmark, Johan ”Organismen” Hellqvist fra Sverige og Redrama fra Finland, udvælge de bedste bidrag. De udvalgte stryger direkte videre til en stor nordisk finale i Stockholm den 30. september i år.

Til vinderen vil der være en pengepræmie og en chance for at indspille i et topstudie i Stockholm.

Se mere om konkurrencen inde på ovennævnte hjemmeside.