Nordatlantisk julemarked i Odense i weekenden

Nordatlantisk Hus i Odense afholder sit årlige julemarked i weekenden. Også i år vil der være mulighed for at købe grønlandsk inspirerede julegaver.
Skrevet af Simon Uldum -
25. november 2016 10:12

Nordatlantisk Hus indbyder til to dage med nordatlantisk julemarked. Huset fyldes fra top til tå af entusiastiske sælgere inspireret af Nordatlanten. I år er der over 35 salgsboder - flere end nogensinde, oplyser Nordatlantisk Hus i et nyhedsbrev.

Er du i Odense i weekenden, har du mulighed for at købe gaven du ikke kan finde andre steder. F.eks. sælskindsluffer, strik i moskusuld og islandsk/færøsk fåreuld, håndlavet julepynt, islandske julemænd, tasker og smykker i sælskind og fiskeskind m.m.. Alt inspireret af Nordatlanten og tit håndlavet.

Pelsauktion og salg af outlet

Butikken i Nordatlantisk Hus har også købt godt ind og i forbindelse med julemarkedet er der outlet på Isaksen Design tøj og smykker m.m..

Som noget helt særligt kommer der en smuk sælskindspels på auktion søndag klokken 14.00.

Overskuddet fra auktionen går til den humanitære fond i Det Grønlandske Hus. Pelsen er sponseret af Ulla Aagaard Schmidt.

De færøske musikere Anna Maria og Bjarki hygger med god musik, og husets kor synger både lørdag og søndag kl. 15. i Restaurant Nordatlanten bliver der julet med gløgg og andet godt.

Arrangementet starter lørdag den 26. november fra klokken 11.00-17.00 og søndag den 27. november fra klokken 11.00-17.00

Der er fri entré.

Foto © : NAH

Billede af sælskindspelsen der kommer på auktion på søndag.