Nord- og Sydkorea har indgået aftale om nedrustning

Nordkoreas leder, Kim Jong-un, og den sydkoreanske præsident, Moon Jae-in, underskrev fredag formiddag en erklæring om at gøre den Koreanske Halvø atomvåbenfri.
Foto © : Flickr
Skrevet af Merete Lindstrøm
27. april 2018 14:18

Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, ser fredagens aftale mellem Nord- og Sydkorea som en lovende start på fred i regionen.

- Nato støtter fuldt ud en politisk løsning på spændingerne i regionen. Da jeg besøgte regionen i efteråret, så jeg selv, hvor dybt disse spændinger stikker, siger Stoltenberg.

LÆS OGSÅ Japan hylder diplomatisk tøvejr mellem USA og Nordkorea

Han understreger dog at sanktioner mod Nordkorea vil blive opretholdt, indtil der er handling bag ordene. 

Generalsekretæren udtaler sig i forbindelse med et Nato-udenrigsministermøde i Bruxelles. Her deltager også den danske udenrigsminister, Anders Samuelsen (LA).

LÆS OGSÅ Samuelsen til møde om Nordkorea

Samuelsen kalder Korea-aftalen for et "godt tegn, der skal anerkendes". Men også han afventer konkret handling, før der bør blive droslet ned på sanktioner mod Nordkorea.

    - Det er svært ikke at have en vis form for optimisme, når det går bedre end forventet. Det er gode tegn, men fredsaftalen skal først endegyldigt blive underskrevet.  Man har haft bedre samtaler, bedre dialog og en linje, hvor der bliver talt om fred og atomvåbenfri zone. Det er stadig kun hensigter, så man skal først se, hvad konditionerne bliver omkring det, siger han.


Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) skriver på Twitter efter mødet mellem lederne fra Syd- og Nordkorea:

    - Dette kan være meget historisk. Meget opmuntrende nyt at Nordkorea og Sydkorea har forpligtet sig på at arbejde mod fuldstændig atomafrustning af Den Koreanske Halvø. De gode hensigter må følges op af konkret handling.

    /ritzau/