Nora sætter fokus på digitalisering

"Det digitale Arktis" er overskriften for en konference, som den nordatlantiske samarbejdsorganisation Nora til efteråret afholder.
Skrevet af Karsten Sommer
01. april 2014 06:54

Og konferencen afholdes - naturligvis - digitalt.

Det vil sige at det hele live-streames digitalt, så konferencedeltagerne kan tale og skrive sammen, selvom de sidder spredt ud over hele regionen.

- Hovedfokus vil være på de nye erhvervsmuligheder, den digitale udvikling skaber for regionens kystsamfund, siger Nora's direktør, Lars Thostrup, og påpeger at selv fra den mest afsides egn i regionen kan man levere varer og tjenester til det globale marked.

Fjernundervisning og telemedicin er velkendte muligheder i dag, men andre endnu ukendte muligheder vil kunne opstå, efterhånden som de hurtige og billige internetforbindelser også finder vej ud til Nora-regionens mest afsides landsbyer og bygder, skriver Nora-direktøren, der især glæder sig til at gennemføre Nora-konferencen digitalt.

- Vi lever i en region, hvor rejsetid og omkostninger er en alvorlig barriere for samarbejde på tværs af landene. For Nora-regionen er der derfor meget at vinde ved at gennemføre konferencer digitalt, siger Lars Thostrup.

Konferencen om Det digitale Arktis løber af stablen i løbet af oktober og november 2014.