Nora: Affolkning skyldes dårlig udnyttelse af ressourcerne

Mange unge flytter væk fra bygderne og ind til de grønlandske byer. Det sker, fordi vi er dårlige til at se de uanede mængder af muligheder i de naturalier, der er i de små samfund. Det siger Jørn Hansen, formanden for Nora.
22. oktober 2009 13:17

Han deltager for øjeblikket i en nordisk konference om bosætningsmønstret i de nordiske lande.

- De unge flytter væk, fordi de tror, der er bedre muligheder. Vi har ikke været gode nok til at finde de muligheder, der er i de små samfund - hverken i Grønland, på Færøerne, på Island eller i Norge - og få folk engageret på deres egne betingelser. Det tror jeg på er løsningen, siger Jørn Hansen. Han er formanden for Nora, som er en grænseregional komité under Nordisk Ministerråds regionalpolitiske samarbejdsprogram

Jørn Hansen bruger Sarfannguaq og Itilleq som eksempel.

- I Sisimiut har vi siden 1996 arbejdet heftigt på at få lov at overtage fabriksanlæggene i Sarfannguaq og Itilleq, og det virker. Folk derude er så glade, og nu arbejder de og lander 70 tons torsk om ugen.

Jørn Hansen mener, at Grønland skulle følge det islandske og færøske eksempel og vedtage en lovgivning, som gør produkter produceret lokalt billigere.

- Til forskel for os i Grønland, så har Færøerne og Island vedtaget en meget mere lempelig lov, når man producerer til hjemmemarkedet - til byboerne, der gerne vil have nogle af de her gode, sunde og friske råvarer, som man selv har produceret. Der gælder helt andre regler, fordi der er ingen, der råd til de der fuldstændige vilde og høje kontrolkrav, siger Jørn Hansen.