Nogle er ikke for enstrenget trafik

Følger politikerne Transportkommissionens anbefalinger, bliver fly fremover stort set den eneste transportmulighed for befolkningen, men ikke alle tror på idéen.
05. april 2011 12:16

Transportkommissionen anbefaler et enstrenget transportsystem uden kystlang passagerbesejling. Det vil nemlig spare samfundet for en god håndfuld millioner kroner hvert år. Demokraterne bakker forslaget op, men for Siumut er det meget andet end kroner og ører, der er på spil.

Følger politikerne Transportkommissionens anbefalinger, bliver fly fremover stort set den eneste transportmulighed for befolkningen.

Men skulle uheldet være ude, og landet bliver ramt af fx en askesky eller en flykonflikt, mener kommissionens formand, Christen Sørensen, dog ikke, at kystbåden gør den store forskel.

- Hvis der kommer en askesky, ville den smule bådkapacitet slet ikke være nok. Så man er sårbar under alle omstændigheder. Men selvfølgelig har man en lidt større chance, hvis man har det dobbelte. Men så skal man bare være villig til at betale for det. Det kan en økonom jo ikke tage stilling til, siger Christen Sørensen.

I øjeblikket overlever gældsforretningen Arctic Umiaq Line kun på årlige offentlige underskudsgarantier. Den nuværende garanti på 12 millioner kroner udløber i august måned, så kystskibets fremtid skal snart afgøres.

I Inatsisartut er meningerne delte.Infrastrukturudvalget formand, Justus Hansen fra Demokraterne, bifalder forslaget om at nedlægge kystsejladsen.

- Min egen holdning til det er: Jeg kan godt forstå, at de gerne vil lukke det ned. Det er jo en stor post på udgiftsiden. Vi ser jo også efterhånden at flybilletpriserne matcher - eller endda er billigere end skibsbilletpriserne, de kører med. Så jeg kan ikke se noget problem i det, lyder det fra Justus Hansen.

Og han tager scenariet med en nødsituation med stor sindsro. "Så må vi se", siger han.

Siumuts leder Aleqa Hammond synes derimod at det er synd og skam at lukke for kyustsejladsen. Og det er der mange grunde til. For det første går befolkningens valgmulighed tabt. For det andet bliver samfundssikkerheden mindre i krisesituationer. Og for det tredje mister vi selve værdien i at rejse til vands.

Og det med, at Arctic Umiaq Line er en underskudsforretning, der trækker millioner ud af landskassen hvert år, synes hun ikke er noget argument:

- Hvis vi ser på hvad Danmark giver til af statstilskud til DSB, det løber helt op i 4,2 millarder kroner. Hvis vi skulle sammenligne os med det, så skulle Arctic Umiaq Line helt op på 42 millioner kroner på baggrund af befolkningens størrelse, siger Aleqa Hammond.

Hun mener, at de offentlige transporttilskud også tjener en højere sag end som så:

- Det er vores pligt at sikre som offentlig instans sikre, at det tilskud vi giver til transporten ikke bare er til transport i sig selv. Det er også et tilskud, der sikrer at befolkningen hænger sammen og kan komme hinanden ved transportmæssigt.

Naalakkersuisoq for Infrastruktur og Trafik, Jens B. Frederiksen oplyser, at der er udarbejdet et oplæg om kystrutens skæbne indeholdende flere løsningsmodeller, som Naalakkersuisut inden for de næste 14 dage skal tage stilling til.