Nivi Olsen forsvarer reje-beslutning

Michael Rosing angriber Demokraterne for at underminere fiskerierhvervet, fordi partiet har ombestemt sig og nu bakker op om en omfordeling af rejekvoterne med en større andel til det indenskærs fiskeri. Det afviser Nivi Olsen.
Foto © : Jonas Løvschall-Wedel/KNR
19. september 2017 16:32

I forbindelse med sin udmeldelse af Demokraterne angriber Michael Rosing partiet for at bakke op om en omfordeling af rejekvoterne, så de deles ligeligt mellem det indenskærs og udenskærs fiskeri.

Tilbagetrækningen af kvoter vil ifølge Rosing skabe stor usikkerhed i erhvervet:

- Den måde synes jeg ikke, en regering kan opføre sig på. Det er faktisk den slags ting, som jeg mener, Demokraterne burde kæmpe imod - i sted for er de gået med på den - og det kan man ikke, mener Michael Rosing.

LÆS OGSÅ Evaldsen afviser krise efter Rosing-exit

Det afviser Demokraternes fiskeriordfører Nivi Olsen.

Nivi Olsen efterfulgte Michael Rosing på posten som fiskeriordfører, og hun siger til KNR, at beslutningen er taget i samråd med Demokraternes bagland:

- Jeg synes ikke, man skal sælge samfundets ressourcer og låse dem fast på få hænder. Så de bliver ejet af få hænder og så bliver solgt til de kystnære fiskere. Når kvoterne alligevel ikke kan fiskes op, tænker jeg, at vi skal tænke nyt, og derfor har vi været med til at stemme for 50/50 ordningen, siger Nivi Olsen.

LÆS OGSÅ Rosing forlader Demokraterne og smækker med døren