Nive Nielsen som kulturambassadør

Musikeren Nive Nielsen blev i søndags udpeget som Kommuneqarfik Sermersooqs første kulturambassadør.
24. januar 2012 09:33

Ved en højtidelighed i Katuaq overrakte borgmester Asii Chemnitz Narup, der også er formand for Rådet for Kulturfremme i Kommuneqarfik Sermersooq, 75.000 kroner og en fedtstensfigur til kommunens nye kulturelle ansigt udadtil.

Rådet har ledt efter en kulturpersonlighed der kan repræsentere Kommuneqarfik Sermersooq og det grønlandske kulturliv i forbindelse sine arrangementer i og uden for Grønland.
Vedkommende skal samtidig være inspiration til at få kulturelle personer til at optræde i Kommuneqarfik Sermersooq, samt være rollemodel og inspirationskilde for kommunens børn og unge, lyder det.
- Hun har dét, der kendetegner de største musikere i vor tid: Sin helt egen genkendelige lyd. Hun synger med en inderlighed der taler til vore hjerter, siger Asii Chemnitz Narup om Nive Nielsen.

Selv siger den nye kulturambassadør:

- Der er mennesker i den store verden, der gerne vil lære meget mere om Grønland, og jeg kan sige, at jeg allerede har været en slags kulturambassadør, fordi jeg har mødt mennesker, som ikke engang vidste at der bor mennesker på den gigantiske ø.
Og jeg vil gøre hvad jeg kan for at udbrede viden om vores kultur. Slutter hun.