Nive indtog Whitehorse

Sangerinden Nive Nielsen er efterhånden et varmt navn i det nordlige Canada.
Skrevet af Karsten Sommer
10. juli 2011 15:50

I den forløbne uge deltog hun, sammen med musikeren og vennen Jan de Vroede, i den første Adäka Culture Festival i Whitehorse, Yukon, i det nordvestlige Canada.

Adäka betyder "Kom frem i lyset" og er tænkt som et mødested for arktiske kunstnere. Nive gav først en vellykket solokoncert i tirsdags, hvorefter hun brugte resten af ugen på en workshop, arrangeret sammen med 2 andre sangerinder fra det nordlige Canada.

De 3 arktiske prisbelønnede kvindelige kunstnere, Nive Nielsen, Leela Gilday fra Northwestteritories, og Diyet van Lieshout fra Yukon mødtes for første gang i workshoppen, og sang og skrev sange sammen.

Resultatet af deres arbejde blev forleden så præsenteret ved en "Circumpolar Soundscape"-koncert i Whitehorse Culture Centre.

Nive, Leela og Diyet sang dels nogen af deres fælles nye sange, og præsenterede også hver for sig nogle af deres egne sange.

- Det gik utroligt godt - folk var meget entusiastiske, og kvindernes nye sange, gik så godt, at de planlægger at indspille dem snarest muligt, fortæller Jan de Vrode fra Whitehorse.

Og Nive Nielsen har allerede modtaget en invitation til at komme tilbage til Yukon, fortæller han.

Turen til Whitehorse er sponsoreret af NAPA, og næste stop for Nive Nielsen bliver Færøerne, hvor hun med sit eget band spiller på G! Festival i Göta på fredag og lørdag.