Nivé Heilmann og Frank Larsen vinder turismeprisen for 2021

Hundeslædeture, vandring og overnatning i telt og hytte i Qasigiannguit bliver belønnet med turismeprisen.
Nivé Heilmann og Frank Larsen. Foto © : Privat
01. januar 2022 11:30

- Vi blev meget overrasket og stolte over at modtage beskeden om, at Diskobay Tours er udvalgt til at modtage Tourism Award for 2021. Det er dejligt at vores arbejde for at udvikle turismen i Qasigiannguit og i Diskobugten bliver bemærket, siger Frank Larsen og Nivé Heilmann. 

De har netop modtaget turismeprisen, som hylder entrepenører i grønlandsk turisme.

Siden 2014 har de drevet Diskobay Tours.

- Uden opbakningen fra blandt andet slædekuske og guider ville det ikke være muligt at nå dertil, hvor vi er nu. Tusind tak til dem, der har nomineret os, og til dem der bakker os op i hverdagen, siger Nivé Heilmann og Frank Larsen.

 

Foto © : Privat

 

De to er rollemodeller, mener Christian Wennecke, der er direktør i Innovation Greenland.

- De er en hyldest til de rollemodeller, som viser, hvordan iværksætteri kan gøre en forskel for lokalsamfundet og kunder, siger han.  

Greenland Tourism Award er organiseret af Visit Greenland og Air Greenland.

Innovation Greenland sidder med i dommerpanelet. 

Bag Greenland Tourism Award er der tanker om bæredygtighed. Og det er bæredygtighed i ordets bredeste forstand. 

- Bæredygtighed i turismebranchen handler også om hvordan, man som virksomhed kan være omstillingsparat og komme igennem en krise, siger Mads Skifte, der er souschef i Visit Greenland. 

Ifølge ham er det netop det, som Diskobay Tours har formået. De er nemlig trofaste overfor den grønlandske måde at måde at udnytte og være i naturen på. De laver hundeslædeture, ture til gletsjere, vandring, sejlads og overnatning i telte og hytter i Qasigiannguit. 

Elise Bruun, der står bag Travel by Heart, vinder “People's Choice Award”.