Nissejagt på børnebiblioteket i Nuuk

I dagene frem til d. 21. december er der hver dag en nisse gemt på børnebiblioteket i Nuuk. Børnene i byen går så på jagt efter nissen, og der udtrækkes hver dag en lille præmie til et af de børn, der har fundet dagens nisse.
Skrevet af Peter Troelsen
04. december 2012 12:56

I en tid, hvor julearrangementerne står i kø, holder man lidt lav profil på børnebiblioteket i Nuuk. Det kan dog ikke lade sig gøre for bibliotekarerne helt at lade være med at jule, og derfor er der også en daglig konkurrence for de mange børn, der besøger børnebiblioteket.

-Vi har valgt at finde en karakter fra en kendt børnebog eller fra en tegneserie, som vi giver en nissehue på. Så er det op til vores brugere at finde dagens nisse. En af dem vinder så dagens præmie. Det er ikke noget stort, men det er altid rart for børnene, at have været dagens vinder, fortæller teamlederen fra børnebiblioteket Mette Laustsen til knr.gl

Et større arrangement bliver det dog til i julemåneden på børnebiblioteket. Det løber af stablen på årets korteste dag d. 21. december. Her serveres der småkager og saftevand til gæsterne, og der bydes også på julefilm for børn.

-Helt fra vi åbner, viser vi julefilm for børnene. Vi starter med film for de yngste, og så stiger aldersniveauet op af dagen. Vi fejrer på samme tid årets korteste dag, som det er blevet en tradition at gøre her i kommunen. Det er jo fra den dag at lyset igen kommer tilbage til Grønland, siger Mette Laustsen.