Nick om skolesituationen: Nu er det forældrenes tur

Nu skal kvaliteten af folkeskolen og samarbejdet mellem familier og skoler undersøges. Naalakkersuisoq for uddannelse Nick Nielsen har afsat to millioner kroner til en uvildig evaluering.
07. maj 2014 08:55

Tidligere evalueringer af folkeskolen er blevet kritiseret for at være "for politiske," siger ministeren, derfor skal denne evaluering bestemmes i samarbejde med lærernes fagforening, Imak, og kommunernes landsforening, Kanukoka.

- Der skal laves en uvildig undersøgelse af folkeskolen, siger Nick Nielsen.

Han fortæller, at lærernes fagforening, Imak, satte sig imod det sæt af anbefalinger, der kom sidste gang folkeskolen blev evalueret i 2010.

- Imak var ikke helt enige i den evaluering. De mente også, at den var for politisk, siger naalakkersuisoq for uddannelse.

Den uvildige evaluering kommer først og fremmest af én grund: Fordi lærerne ønsker den.

- Det er et ønske, som Imak, lærerforeningen, har.

Evalueringen skal fokusere på samspillet mellem lærere, skole og forældre, og naalakkersuisoq for uddannelse, Nick Nielsen, har sammen med Imak og Kanukoka besluttet, hvordan undersøgelsen skal laves. Den bliver uvildig, forsikrer naalakkersuisoq for uddannelse.

Der vil blive situationer, hvor du ikke altid kan være enige emd lærerne. Er du parat til, at den situation opstår?

- Indtil videre har jeg et meget godt samarbejde med lærerforeningen, og det er, fordi vi tager en dialog.

Nick Nielsen nævner tit ordet dialog. Han håber nu, at forældre med børn i skolen vil tage mere ansvar i styrkelsen af folkeskolen.

- Vi må indrømme, at forældrene til skoleelever ikke har været med i planlægningen af folkeskolen. Der har været reformer af folkeskolen, og lovgivningen har også været igennem Inatsisartut. Derfor er det på tide at tage forældre med i arbejdet for at gøre folkeskolen stærkere, og det er vi allerede i gang med, siger Nick Nielsen.

Han har som naalakkersuisoq for uddannelse holdt et par borgermøder med fokus på skolerne, men sidste gang Nick Nielsen inviterede borgere og professionelle til dialog var der ikke kø ved indgangen. Til uddannelsesseminaret i Nuuk i april måned var der kun tre personer tilmeldt ud af 40 inviterede, og man måtte derfor aflyse.

To andre elementer i den uddannelsesplan, som Nick Nielsen præsenterede på et pressemøde i går, er en revision af læreruddannelsen, og at der skal laves nye tilstandsrapporter for landets skolebygninger.