Ni nye politibetjente

Politiskolen i Grønland har udklækket ni nyudnævnte politibetjente, som alle har bestået deres afsluttende eksamener.
Foto © : Grønlands Politi
Skrevet af Jonas Fievé
08. april 2016 16:57

Det var otte stolte mænd og en enkelt kvinde, der foran deres nærmeste familie fik overrakt eksamensbeviser af politimester Bjørn Tegner Bay, fredag 8. april 2016, i Nuuk.

Fremover skal de sammen med deres kolleger bidrage til at sikre en så tryg hverdag som muligt for borgerne i Grønland.

- I har vist under jeres uddannelse, at I er gode til at samarbejde, og evnen til at samarbejde er også noget af det allervigtigste. Især når det kommer til samarbejdet med befolkningen. 99 procent af befolkningen ønsker det samme som os - et trygt Grønland, lød det fra politimester Bjørn Tegner Bay.

De fleste starter i politiets almindelige beredskab, som blandt andet indebærer patruljekørsel dag og nat, at rykke ud til større hændelser og i det hele taget at servicere borgerne, når de har været impliceret i færdselsuheld, udsat for indbrud eller vold.

De får også mulighed for at arbejde i andre af de fire politiregioner i Grønland end den, hvor de begynder karrieren.

- Vi står med ni politibetjente her, som i den grad er klar til at komme ud for at tage fat og være med til at skabe tryghed i samfundet. De har efter min opfattelse gennemgået en af Grønlands bedste uddannelser, og de kan derfor levere både fysisk og analytisk, siger Lars Kirkegaard, stabschef i Grønlands Politi.

Uddannelsen til politibetjent består af tre moduler, hvor eleverne først har otte måneders undervisning på skolen (teori). Efterfulgt af 20 måneders praktisk tjeneste på en politistation i Grønland.

Afslutningsvis har de igen otte måneders undervisning på skolen, hvor de afslutter med fysiske og boglige eksamener, før de kan kalde sig færdiguddannet politibetjent.