New York vil passiv rygning til livs

Det kommer til at koste omkring 260 kroner fra i dag, hvis man bliver grebet i at tænde en smøg i en af New Yorks mange parker.
Skrevet af Karsten Sommer
23. maj 2011 13:15

New York blev for nogle år siden en af de første byer i verden, som gjorde det ulovligt at ryge på barer, i restauranter og i offentlige bygninger.

Men fra i dag bliver det også ulovligt at ryge udendørs på offentlige pladser, i byens 1.700 parker og på de kilometerlange strande tæt ved byen.

Formålet er at få gjort noget ved passiv rygning.

For nye undersøgelser viser nemlig, at til trods for de skrappe antirygeregler i New York, har 57 procent af ikke-rygerne et forhøjet nikotinindhold i deres blod, og det er højere end USA's landsgennemsnit på 45 procent.

International dag mod tobak er tirsdag 31. maj.