Neriuffik ringer på døren

I dag foregår den store landsindsamling for Grønlands afdeling af Kræftens Bekæmpelse - Neriuffik, der traditionelt bruger den første søndag i oktober til at samle ind til foreningens vigtige arbejde.
Skrevet af Jaaku Lyberth
07. oktober 2012 16:01

Omkring 40 frivillige i Nuuk har siden klokken 11 i formiddags været rundt i byen og stemt på dørklokker for at samle ind, fortæller formanden for Neriuffik Johanne Olsen, der håber på at der i år kan indsamles 750.000 kroner.

Der er ligeledes indsamling og bingospil i flere byer og bygder over hele landet.

Alene i Nuuk afholdes der hele 3 bingo spil i Forsamlingshuset, som startede for en time siden klokken 14.

Hvis indsamlerne ikke har ringet på ved jeres dør i dag, er der mulighed for at bidrage til indsamlingen via raslebøsser i butikkerne og i busserne.

Landsforeningen Neriuffik har udsendt til materialer til indsamlingen til bygder og byer, fortæller  formanden Johanne Olsen.

De indsamlede penge vil blandt andet gå til op mod 200 legater, som hvert år gives til kræftramte og deres familier i portioner på 3.000 kroner til hver.

Neriuffik udgiver desuden pjecer og bøger omkring kræft oversat til grønlandsk.