Neriuffik fik en check

TELE-POST kunne i går overrække en check på 127.000 kroner til Neriuffiit Kattuffiat / Kræftens bekæmpelse i Grønland.
Skrevet af Louise M. Kleemann
20. september 2011 09:38

Det er salget af det smukke tillægsværdifrimærke fra 2009, der nu er opgjort. Kunstneren bag frimærket, Lis Stender, fortæller, at ”frimærket symboliserer den ild og kærlighed kræftsyge og deres familier gennemgår i sygdomsforløbet”. Det skriver TELE-POST i en meddelelse.

Hvert år udgiver TELE-POST et tillægsværdifrimærke til fordel for en god sag, og i 2009 var det Neriuffiit Kattuffiat / Kræftens bekæmpelse i Grønland, der blev udvalgt.

”Vi er glade for at kunne udvise samfundsansvar ved at stå for en indsamling, der resulterer i en så stor håndstrækning til en organisation, der gør et stort arbejde for kræftramte familier i Grønland”, udtaler konstitueret adm. dir. Steen Montgomery-Andersen.

Neriuffiit Kattuffiat / Kræftens bekæmpelse i Grønland er afhængig af frivillige hænder og økonomiske donationer for at kunne støtte mennesker med kræft inde på livet.

 ”Det giver os fornyet energi at arbejde videre, når vi mærker samfundets støtte til vores indsamlinger, herunder denne som TELE-POST har stået for”, siger en glad formand for Neriuffik /Kræftens bekæmpelse i Grønland Johanne Olsen.