Nej til vielser, dåber og begravelser i Danmark

Grønlændere der opholder sig frivilligt i Danmark har på det seneste fået afslag på afslag, når de har søgt om at afholde dåb, begravelser, vielser eller konfirmationer på deres eget modersmål. Men nu ser det heldigvis snart ud til, at der kommer en løsning på problemet.
Skrevet af Mads Ullerup
10. juli 2012 13:32

Biskop Sofie Petersen bekræfter, at bevillingerne til den grønlandske folkekirke ikke rækker til også at betjene grønlændere, der selv har valgt at bosætte sig i Danmark.

Men en løsning på problemet skulle dog vente lige rundt om hjørnet, lyder det i dag fra Kirkeministeriet i Danmark.

Henriette Berthelsen er en af de grønlandske borgere, der har valgt at bosætte sig i Danmark, hvor hun nu har boet i 37 år.

Gennem hendes grønlandske bekendtskabskreds i Danmark kender hun til flere, der for nylig har fået afslag på at afholde vielser, dåb eller konfirmationer på deres eget grønlandske modersmål.

- Jeg har hørt fra en hel del, der ellers har haft brug for den grønlandske præst, men de har alle fået afslag, siger Henriette Berthelsen.

Afslagene kommer fordi bevillingerne til den grønlandske folkekirke ikke rækker til også at betjene grønlændere i Danmark.

Men nu ser det heldigvis snart ud til, at der kommer en løsning på problemet.

En længe ventet afgørelse i det danske Folketing betyder nemlig, at den danske Folkekirke snart vil oprette en stilling, der skal varetage de grønlandske interesser i Danmark.

Ifølge kontorchef i Kirkeministeriet, Pernille Esdahl, har det danske Folketing netop vedtaget en ændring af loven om folkekirkens økonomi, som gør det muligt at finansiere præstestillinger fuldt ud med midler fra fællesfonten.

- Den mulighed skal blandt andet bruges til at oprette en stilling, der skal betjene grønlændere med frivilligt ophold i Danmark, siger Pernille Esdahl.

Derfor har Kirkeministeriet i dag bedt biskoppen i Århus om at slå stillingen op.

Grønlændere, der har valgt at bo i Danmark, har siden 2011 skullet søge om bevilling hos Midtgrønlands Provsti, hvis de ville have kirkelige handlinger udført af den grønlandske præst i Danmark, Jens Kristian Kleist.

Men på det seneste har bevillingskassen altså været godt og grundigt lukket, og derfor er der blevet givet afslag på afslag.