Nej til omstridt olieledning i indianerreservat

I USA blev flere måneders protester fra indianerstammen Standing Rock Sioux og miljøforkæmpere i går imødekommet. Det skriver dr.dk.
Foto © : Joe Brusky/Flickr Creative Commons
Skrevet af Inge S. Rasmussen
05. december 2016 07:40

For oliefirmaet Energy Transfer Partners må nu finde en anden rute end gennem indianerstammens hellige land i delstaten North Dakota i USA.

Det var beskeden fra den amerikanske hærs ingeniørregiment, ((U.S. Army Corps of Engineers)), i går.

Man har nu nægtet den nødvendige godkendelse, som oliefirmaet skal bruge for at afslutte arbejdet med den næsten 2.000 kilometer lange olieledning, Dakota Access Pipeline, der oprindeligt var planlagt til at skulle blive krydse Missouri-floden ved Lake Oahe.

Indianerstammen samt tusindvis af miljøforkæmpere har protesteret over olieledningen, da de mener, at milliardbyggeriet vil true miljøet og indianernes hellige steder i North Dakota.

Spørgsmålet er, om der nu er sat en endelig stopper for projektet.

Flere amerikanske analytikere har nemlig været ude og sige, at oliefirmaet formentlig vil modtage en godkendelse til at afslutte projektet, når den kommende præsident Donald Trump sætter sig i præsidentstolen.