Nedslidte kloakker udgør en trussel

Kloakkerne i Nuuk, Paamiut og Tasiilaq er i så dårlig stand, at de kan udgøre en hygiejnisk trussel, hvis ikke de bliver skiftet ud. Hvis ikke Kommuneqarfik Sermersooq får et to-cifret millionbeløb om året til at sætte dem i stand, kan kloakkerne blive til gene for befolkningen i de tre byer.
16. oktober 2009 05:39

Kommuneqarfik Sermersooq overtog de gamle kloakker fra det gamle Hjemmestyre - uden at der fulgte penge med til at rette op på efterslæbet.

- Med det nuværende reinvesteringsniveau bliver vores kloakker ældre og ældre. På sigt betyder det en sundhedsrisiko, siger fungerende direktør for anlæg og miljø, Jan Karlsson.

Hjemmestyret satte i 2004 godt 30 millioner kroner af om året til at rette op på de nedslidte kloakker. Pengene kom som et bloktilskud over fem år - som udløber i år. I løbet af den årrække er de gamle kloakker blevet endnu mere nedslidte. Med mange nedbrud og behov for hurtig udrykning.

Kommunerne forhandler i øjeblikket med Selvstyret om en ny fem-årig aftale. Kommuneqarfik Sermersooq mener, at der skal bruges 11-14 millioner kroner om året, for at vandet kan løbe problemfrit gennem de tre byers gamle kloaknet igen.