Nedlukning af USA fortsætter ind i 2019

Bruddet på de amerikanske finanslovsforhandlinger, der har skabt nedlukning af USA's statsapparat, fortsætter.
Skrevet af Ritzau
29. december 2018 12:58

Den delvise nedlukning af USA's statsapparat fortsætter ind i det nye år. Det besluttede et næsten tomt Senat, da det torsdag havde den første samling efter jul. Efter få minutter besluttede forsamlingen at udsætte budgetforhandlingerne til onsdag i næste uge.

Det store stridspunkt i forhandlingerne er Trumps ønske om en grænsemur mod Mexico, som kommer til at koste cirka fem milliarder dollar.

En mur, som han profilerede sig på under præsidentvalget i 2016, men som Demokraterne ikke vil være med til at finansiere.

Nedlukningen af statsapparatet indebærer, at cirka 420.000 offentligt ansatte er beordret til at møde på deres arbejde uden løn, mens andre 380.000 er sendt på orlov.