Navalnyj er udskrevet efter behandling mod nervegift

Efter 32 dages behandling på hospital i den tyske hovedstad mod nervegiften Novitjok udskrives Navalnyj.
De tyske læger har givet udtryk for, at Navalnyj formentlig vil komme sig helt. Lægerne i Tyskland har med opbakning fra kolleger i Sverige og Frankrig konkluderet, at Navalnyj blev angrebet med det stærkt dødelige stof Novitjok. Foto © : Handout/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
23. september 2020 07:50

Den russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj, der har været indlagt på et hospital i Berlin efter i Rusland at være angrebet med en nervegift, er udskrevet, skriver avisen Bild.

Navalnyj blev for 32 dage siden fløjet fra Sibirien i Rusland til den tyske hovedstad.

Her har han i 24 dage været indlagt på intensivafdelingen på hospitalet Charité.

LÆS OGSÅ Forsker bag nervegift undskylder til forgiftet Putin-kritiker

Tyskland har udbedt sig en forklaring fra den russiske regering på det, der ligner et attentat bestilt højt oppe i det russiske bureaukrati.

Angrebet med Novitjok

Navalnyj er en fremtrædende kritiker af præsident Vladimir Putin og korruption i Rusland.

De tyske læger har givet udtryk for, at Navalnyj formentlig vil komme sig helt. Lægerne i Tyskland har med opbakning fra kolleger i Sverige og Frankrig konkluderet, at Navalnyj blev angrebet med det stærkt dødelige stof Novitjok.

- Patientens tilstand er forbedret så meget, at han kan udskrives fra akut behandling, skriver hospitalet.

- På grund af patientens fremskridt og hans aktuelle tilstand, så mener de behandlende læger, at det er muligt, at han fuldt ud vil komme sig. Det er imidlertid for tidligt at måle de potentielt langsigtede effekter af denne alvorlige forgiftning, hedder det videre.

Brugt i England tidligere

Det var under en flyvning fra den sibiriske by Tomsk til Moskva 20. august, at Navalnyj faldt om med voldsomme smerter.

Flyet måtte gå ned i byen Omsk. Her lagde de russiske læger Navalnyj i kunstigt koma. Familien krævede, at han skulle bringes til Tyskland.

På Instagram takker Navalnyj sin kone for, at han har klaret det.

Novitsjok er en nervegift, der er udviklet af det russiske militær under den kolde krig.

LÆS OGSÅ Navalnyjs stab peger på vandflaske som våben i attentatforsøg

Det blev brugt ved et attentat på den tidligere russiske spion Sergej Skripal og hans datter Julia i den sydengelske by Salisbury i 2018. Angrebet blev udført af to russiske agenter, der er identificeret af britisk politi.

Skripal og datteren overlevede. Men en mand og en kvinde fandt en lille flaske i Salisbury med den bortkastede nervegift.

Hun døde nogle måneder senere efter at have været i kontakt med giften.