Naturinstituttet undersøger havets bund

Grønlands Naturinstitut har sammen med andre forskningsinstitutioner fra Island, Færøerne, Norge, Rusland, Canada og USA fået bevilget midler til at udarbejde et forslag til et program for overvågning af havbundens liv og tilstand.
Foto © : KNR/Arkiv
Skrevet af Karsten Sommer
09. januar 2015 13:04

Grønlands Naturinstitut har sammen med andre forskningsinstitutioner fra Island, Færøerne, Norge, Rusland, Canada og USA fået bevilget midler til at udarbejde et forslag til et program for overvågning af havbundens liv og tilstand.


Programmet skal give et videns- og datagrundlag, der kan være en værktøjskasse i de nordatlantiske landes forvaltning af fiskeri, natur og miljø.

Kun Norge undersøger havbund


I øjeblikket er det kun Norge, der systematisk overvåger havbunden i sit territorium. Havbunden omkring Grønland og det tilknyttede dyreliv har ikke tidligere været genstand for en egentlig systematisk og videnskabelig kortlægning. Derfor er det stadig vanskeligt, at vurdere effekterne af trawlfiskeriet og olieefterforskningsaktiviteterne i havet omkring Grønland. Men det skal der nu rådes bod på.


- De bundlevende organismer betragtes som en vigtig fødekilde for fisk, havfugle og havpattedyr. Endvidere er havbunden et vigtigt levested for mange dyrearter og er af afgørende betydning for den marine fødekæde, forklarer Martin E. Blicher, seniorforsker ved Grønlands Naturinstitut.

Vigtigt for MSC-certificering


Initiativet køres i tæt samarbejde med fiskeriets aktører som allerede har oparbejdet en del viden i forbindelse med processen omkring MSC-certificeringen..

Grønland skal leve op til en del krav i forbindelse med certificeringen, og for at opretholde MSC-certificeringerne for rejer og senere også for en række fiske- og andre skaldyrsarter, skal Grønland fortsat leve op til yderligere krav - herunder videnskabeligt dokumenterede registreringer af havbunden og dyrelivets tilstand.