Naturen som et springbræt til at komme videre

17 seje unge mennesker i alderen 16-18 år har netop afsluttet et fysisk krævende 12 uger langt program, der skal give dem kompetencer og motivation til at gennemføre en uddannelse.
Skrevet af Mads Ullerup
15. juni 2012 07:04

Projektet hedder TIMI ASIMI og bygger på personlig udvikling, daglig fysisk træning og motivation til at være vedholdende unge mennesker der udfordrer og udvikler de personlige kompetencer.

Formålet med TIMI ASIMI er, at de unge får mere viden om naturens muligheder og det at være i naturen.

Forskning har vist, at målrettet arbejde i naturen kan forbedre de unges trivsel, fordi de unge opnår større sociale kompetencer og oplever større skoleglæde.

Samtidigt oplever de unge mindre stress og mobning.

I projektet arbejder man med 15-18-årige unge, som ikke har færdiggjort en uddannelse i folkeskolen eller har afbrudt folkeskolen samt elever der vil forbedre deres karakterer.

I TIMI ASIMI projektet styrker eleverne deres personlige kompetencer så de kan komme videre i uddannelsessystemet.

De 17 unge mennesker har blandt andet gennemført et 24 timers førstehjælpskursus, et livredderkursus, 130 km vandring samt en hel række andre fysiske og kompetencegivende aktiviteter.
 
I Nuuk bliver der ved middagstid i dag uddelt beviser til de unge, der har gennemført TIMI ASIMI.