Nationaldag og selvstyre fejret i Danmark

Selvstyret blev også fejret i de større byer i Danmark i går. De grønlandske huse havde slået dørene op og bød på taler, kulturindslag og fest.
22. juni 2009 08:07

- Huset var fuldstændig proppet med mennesker. Vi regner med, at omkring 1000 mennesker har været forbi her, fortæller Vivi Nielsen fra Det Grønlandske Hus i København. Her kunne gæsterne blandt andet opleve professor Minik Rosing, som stod for nationaldagens tale. Senere var der procession til Storkespringvandet og om aftenen, var der spisning og fest arrangeret af fodboldholdet FC Nanoq. Stemningen var dagen igennem helt usædvanlig fortæller Vivi Nielsen.

- Jeg synes, at der i år har været sådan en kæmpe glæde. Jeg tror, at folk generelt er glade for det resultat, der kom ud af landstingsvalget. Der er kommet et nyt styre, nu får vi selvstyre og tanken om, at vi nu er anerkendt som et folk, alt det gjorde, at folk var utroligt glade, på en helt special måde, siger Vivi Nielsen.

I Odense troppede omkring 200 mennesker op. Her begyndte dagen med flaghejsning og korsang og så gik turen til rådhuset, hvor der var taler blandt andet af Ivalu Egede Martinsen, der repræsenterede de studerende. Tilbage i Det Grønlandske Hus åbnede udstillingen ”Generationer”, som er malet af kunstneren Kristian Olsen, kaldet Aaju, og det var også ham, der stod for nationaldagstalen.

I Aalborg foregik dagens arrangementer ved Lindholm Strandpark. Her var der blandt andet kajakvendinger, flænsning af sæl og smagsprøver fra Royal Greenland. Om eftermiddagen var der kaffemik i Det Grønlandske Hus, og her var der også spisning og fest om aftenen.

I Århus havde de, hvad forstander i det grønlandske hus Svend Kolte kalder ”det største nationaldagsarrangement nogensinde”. Han vurderer, at der kom omkring 600 mennesker og mange havde taget turen fra andre jyske byer, for at være med på dagen. Nationaldagstalen blev holdt af borgmester Nicolai Wammen.

Og traditionen tro, har man også haft nok at se til i de grønlandske huse i dag.

- Efter nationaldag laver vi noget helt andet end normalt. Hele personalet bliver nemlig sat til at gøre rent efter festen. Det er vi lige blevet færdige med, og nu skal vi have vores årlige sammenkomst, hvor vi spiser sammen, fortæller Vivi Nielsen.