Narhvalsforbud bringer sindene i kog

Inuit-organisationen Inuit Tunngavik Inc. i Nunavut trækker nu den føderale regering i retten.
Skrevet af Noah Mølgaard
17. januar 2011 09:52

Inuit i Canada stærkt utilfredse med, at international eksport af narhvalstænder fra mange af Nunavut-distrikterne for nylig blev forbudt. Det skriver CBC News.

I alt bliver 17 Nunavut-områder ramt af forbuddet - heriblandt hovedstaden Iqaluit. Og derfor har inuit-organisationen altså besluttet sig for at få prøvet afgørelsen i retsvæsenet.

Forbuddet blev annonceret i december, men inuit, der i generationer har ernæret sig ved indkomsten fra narhvalstænder, mener ikke, at de blev hørt i den proces, der altså endte med et forbud.

Fra regeringens side lyder begrundelsen for forbuddet, at der i de pågældende områder finder over-fangst sted. Så hvis ikke man fobyder salg i de områder, hvor over-fangst finder sted, risikerer man, at det internationale samfund i det hele taget ikke vil have købe de canadiske narhvalstænder.

Præsidenten for Iniut Tunngavik, Cathy Towtongie, mener dog, at forbuddet hviler på mangelfulde data-oplysninger, ligesom hun tilføjer, at myndighederne tidligere har sagt, at narhvalsfangsten ikke er så omfattende, at den truer arten.

Myndighederne fastholder dog, at forbuddet står ved magt til fangsten af narhvaler falder eller til nye undersøgelser viser, at bestanden af narhvaler vokser.

Fangerne i de 17 berørte områder har stadig ret til at sælge deres narhvalstænder internt i Canada.

I Nunavut indbringer en narhvalstand fangeren 450 dollars pr. meter.

CITES-reglerne begrænser i øvrigt også salg af narhvalstænder i Grønland.