Nanubørn vil bryde tabu om vold mod børn

Onsdag aften markerer Nanubørn starten på Ajunngila-kampagnen, der skal sættes fokus på landets mange børn, som enten er vidne til vold i hjemmet eller selv bliver udsat for vold.
Skrevet af Jaaku Lyberth
08. april 2015 15:37

500 børn er nemlig involveret i sager om vold i hjemmet, fortæller stifteren af og formanden for Nanubørn, Krissie Berthelsen Winberg.

- Først og fremmest sætter kampagnen fokus på de 500 børn, der lever med vold i hjemmet. Det ved vi fra de tal, vi har fået fra politiet, og de er udgangspunktet i kampagnen.

- Vi ved jo også godt, at vi ikke kan gøre noget som helst, og vi kan ikke tale om, og vi kan ikke kigge ordentligt på det, hvis vi ikke kigger på forældre og omgivelser før barnets helhed, siger Krissie Berthelsen Winberg til KNR.

Kampagnen bliver sat i gang i Nuuks kulturhus Katuaq klokken 19, hvor skuespilleren Kristian Mølgård fremfører monologen Ondskab, der handler om en far, som mishandler sin søn.

Her bliver også budt på oplæg, plakater, en kortfilm i KNR samt en musikvideo. Og så er der en række kendte musikere med i kampagnen. Blandt andre Frederik Elsner, Malik Hegelund Olsen og Søs Fenger vil kunne opleves til koncerter.


Taler gerne om husspektakler
Nanubørn vil gerne bryde den onde spiral, hvor børn i voldsprægede familier ender med selv at være voldelige, siger Chrissie Berthelsen. Hun oplever, at befolkningen gerne vil anmelde voldssager, men ellers ikke taler om vold.

- Det, vi også hører, når vi snakker med folk om vold, er, at vi er gode og villige til at anmelde husspektakler, men vi er stille om volden, der omgiver sig med larmende stilhed, som vi har brug for at bryde med, og det er det, vi har besluttet os for med denne kampagne, siger formand for Nanubørn, Chrissie Berthelsen Winberg.

Kampagnen "Ajunngila" fortsætter i andre byer i denne uge, hvor kampagnetogets første stop er Aasiaat på torsdag, på fredag kommer kampagnen til Ilulissat og sidste stop i denne omgang er Maniitsoq, som besøges på mandag.