Nanortalik-borger vandt ti millioner kroner

En lotto-spiller fra Nanortalik vandt i weekenden ti millioner kroner, og det er tredje gang i år, at Danske Spil sender en check her til landet med mindst syv cifre.
Skrevet af Mads Fisker
12. september 2011 06:19

Lørdagens netop syv vindertal var således kun at finde på en såkaldt LynLotto-kupon købt i Brugsen i Nanortalik.

Årets to øvrige grønlandske lotto-millionærer havde begge hjemme i Nuuk, og her var gevinsterne 6,1 millioner kroner og senest omkring ti millioner. Lige som altså nu i weekenden.

Der er i øvrigt i alt vundet 68 milliongevinster i Lotto i år, oplyser Danske Spil, og med tre af dem hentet her til landet, er heldet altså mere end gennemsnitligt baseret på indbyggertal.

Tillykke til den givetvis glade vinder fra Nanortalik.