Nanook spiller på Roskilde Festival

Der er helt sikkert mange her fra Grønland, der har tænkt sig at besøge årets Roskilde Festival. Og nu er der også kommet et grønlandsk rocknavn på plakaten.
Foto © : Anders Berthelsen
Skrevet af Karsten Sommer
28. februar 2019 15:32

Torsdag 4. juli kan man for første gang høre Grønlands måske mest kendte band Nanook spille på Roskilde Festivalen.

Og guitarist og sanger Christian Elsner fra bandet hoppede i stolen, da meddelelsen tikkede ind.

- Det kom som et chok, da vi fik mailen om, at vi skulle spille. Det fik os totalt i hopla, og det er vi stadig, fortæller Christian Elsner.

- Vi har drømt om at spille på Roskilde Festivalen, lige siden vi startede for 10 år siden. Det er jo enhver musikers drøm.

Og publikum har noget at glæde sig til, tror han:

- De kan forvente et band i højeste gear. For koncerten vil jo være højdepunktet i Nanooks karriere, og det tror jeg, man vil kunne mærke når vi står på scenen. Vi er stolte af, at vi har overlevet i den her benhårde branche så længe, at vi nu får den her oplevelse med, siger Christian Elsner til KNR.

Fra Nanooks Facebooksside

Så det er bare at sætte kryds i kalenderen, hvis man har lyst til at opleve koncerten.

- Vi spiller torsdag 4.juli om eftermiddagen. Og vi håber på masser af grønlandske flag blandt publikum. Det bliver en stor dag for Grønland, slutter Nanooks guitarisk og sanger.

På plakaten er internationale topnavne som Bob Dylan, The Cure, Robert Plant og mange andre

Det er efterhånden en del år siden, der har været grønlandsk musik på Roskilde Festival.

Tidligere har Sume, Zikaza, Juaaka & Aasivikband, Angu Motzfeldt samt Nive dog optrådt på Nordeuropas største musikfestival.