Nanook spillede nye sange

Under Grønland i Tivoli i går fik publikum den første smagsprøve på rockbandet Nanooks nye album.
Skrevet af Martine Lind Krebs
31. juli 2011 03:49

Nanook, der har solgt en guldplade af deres første album, Seqinitta Qinngorpaatit, har et nyt album lige på trapperne.

Og der var lidt nerver på, før de i går gik på scenen i Tivoli for at spille de nye numre for et publikum for første gang. Det fortæller bandets guitarist og sanger Christian Elsner.

- Det var spændende, inden vi kom på, fordi man aner jo ikke, hvordan folk tager det. Men den positive respons har bare givet os endnu mere blod på tanden, siger han.

Nanook spillede også i Tivoli sidste år, men alligevel var årets koncert en positiv overraskelse, siger Christian Elsner.

- Det var helt vildt fedt. Vi havde ikke regnet med, at der ville være så mange mennesker, fordi man plejer at sige, at 1. august er the main event. Også selv om det regnede var der mange mennesker, siger Christian Elsner.

Nanook er i Danmark for at indspille det nye album Ai Ai, der ventes på gaden til september.

- Det nye album er en videreudvikling af det første. Stilen er lidt den samme kombineret med noget nyt, og så kan man sige, at vi er modnet meget i form af tekster og nmye nuancer. Vi er i hvert fald stolte af det, som det er blevet til, og vi glæder os til at få det ud, siger Christian Elsner.

Festlighederne i Tivoli fortsætter i dag, hvor der blandt andet er grønlandsk rollespil, børneunderholdning med Hinnarik og koncert med koret Aqisseq, percuccionisten Trommelumsen, sangerinden Malu Rohmann Fleischer og rockbandet Small Time Giants.