Nalunaq-minens fremtid afhænger af nye guldfund

Lige nu ser det ud til, at der kan udvindes guld i Nalunaq-minen i to til fem år. Der er dog chancer for at finde mere guld i områder, der endnu ikke er blevet undersøgt.
Skrevet af Jens Betak
10. juli 2019 08:13

Det bliver det canadiske mineselskab AEX Gold, som, hvis alt går efter virksomhedens plan, skal genåbne guldminen i Nalunaq i 2021.

Investeringer til en genåbning er tikket ind fra Greenland Venture og Vækstfonden, der tilsammen har investeret 15 millioner kroner i projektet, og til gengæld har de hver fået 5,5 procents ejerskab i mineselskabet AEX, mens Greenland Venture også har fået en plads i bestyrelsen i Nalunaq A/S.

Fakta om Nalunaq-minen:

  • Minen ligger i Kirkespirdalen cirka 33 kilometer nordvest fra Nanortalik.
  • Udvinding af guld startede første gang i 2004.
  • Crew Gold Corporation A/S (CGC) startede som hovedaktionær med Nuna Minerals A/S som medaktionær.
  • I 2006 blev CGC eneejer af minen, da virksomheden købte Nuna Minerals ud.
  • I 2008 lukkede CGC minen ned efter økonomiske problemer.
  • I 2009 blev minen overtaget af britiske Angel Mining, som etablerede datterselskabet Arctic Mining.
  • Minen lukkede i 2013 efter længere tids økonomiske problemer i Arctic Mining.
  • Fra 2004 til 2013 blev der blevet udvundet 367.130 ounces guld – 11,42 tons.
  • Minen har i gennemsnit beskæftiget omkring 95 medarbejdere.
  • Minen leverede guld til Kronprins Frederiks vielsesring til Kronprinsesse Mary i 2004.

Kilde: Aarhus Universitet, SRK, KNR.

Men hvis guldminen skal have en levetid på mere end blot få år, kræver det, at man finder mere guld end det, man kender til i forvejen.

Det siger Henrik Sabra, der er geolog, geofysiker og har rådgivet Greenland Venture og Vækstfonden om projektet.

- Som jeg ser det, er den store opgave for AEX at få bevist, at der er mere malm – altså ikke kun det, man ved, der er der til de næste tre til fem års produktion, men at man får dokumenteret, at der er mere. Enten i selve Nalunaq eller i 5-10 kilometers omkreds, så man kan starte en ny mine med den infrastruktur, man allerede har, siger Henrik Sabra.

Den vurdering bekræftes af AEX Gold.

- Baseret på den tidligere produktion i minen vil minen nok være i drift i to til fem år, siger Eldur Olafsson, der er CEO i AEX Gold.

Han fortæller samtidig, at virksomheden har undersøgt området omkring minen, og at der er fundet indikationer på guld vest og øst for minen.

LÆS OGSÅ Millioner fra Grønland og Danmark skal genåbne guldmine

Små, men tætte guldforkomster

Guldminen har været i produktion ad to omgange tidligere. SRK er en konsulentvirksomhed, der er partner med AEX Gold. Virksomheden lavede i 2017 en teknisk rapport, som viste, at der er blevet udvundet knap 11,5 tons guld i minen.

Guldet i Nalunaq-minen er svært at få fat på. Blandt andet fordi det er en meget stejl mine, og så er guldårerne meget snævre og snor sig gennem bjerget. Men er man i stand til at komme frem til guldet, er det meget kompakte forekomster, der gemmer sig.

Det fortæller statsgeolog ved GEUS, Stefan Bernstein.

- Det er en relativt høj lødighed, man har. Det vil sige, at der er relativt meget guld i den malm, man trækker ud. Men samtidig er de guldførende kvartsårer uregelmæssige og vanskelige at følge, så det stiller store krav til at kunne udvinde det, siger Stefan Bernstein.

Tredje gang er…

Får AEX Gold startet guldminen op, vil det i givet fald være tredje gang, at en virksomhed udvinder guld fra Nalunaq.

Først var det Crew Gold Corporation, der oprettede minen og startede udvinding i 2004. Crew holdt minen kørende frem til sidst i 2008, hvor minen blev lukket. Ifølge Crew selv på grund af finanskrise og øgede transportomkostninger.

I 2009 overtog Angel Mining minelicencen, og datterselskabet Arctic Mining overtog projektet. Virksomheden kom aldrig for alvor i gang med udvindingen, og i 2013 lukkede Angel Mining ned igen.

Begge virksomheder, som har udvundet guld i Nalunaq-minen er senere gået konkurs. Crew tilbage i 2010, mens Arctic Mining gik konkurs i 2017.

SRK-rapporten vurderer, at der er godt 8 tons guld tilbage i minen. I mineverdenen rangerer det som en mindre mine, men minen i Nalunaq er det til trods stadig interessant på grund af potentialet i området, mener geolog Henrik Sabra.

- Jeg vurderer, at der kan være et stort potentiale i Nalunaq. Vi ved, at der er noget meget rigt malm, der sidder tilbage i området. Det er dokumenteret. Og chancen for at finde tilsvarende lødigheder er absolut bedre end så mange andre steder, siger Henrik Sabra.

Større planer

AEX Gold har ikke kun planer i Nalunaq. Virksomheden ejer Nalunaq A/S, som udover guldminen i Nalunaq også har licensen til guldmineprojektet Vagar, der ligger lige uden for, hvad der i mineverdenen er kendt som Nanortalik guldbæltet.

Derudover har AEX også licensen til Taartoq-projektet, der ligger mellem fjordene Sermiligaarsuk og Taartoq nord for Arsuk. Ifølge GEUS er der fundet forekomster af guld i området i 90erne.

Her har AEX Gold også lavet undersøgelser for at undersøge muligheden for at udvinde undergrundens guld.