Naalakkersuisut vil oprette en række børnecentre

Seksuelt misbrugte børn skal have et sted at gå hen for at få hjælp. Naalakkersuisut vil oprette en række børnecentre i landet.
Skrevet af Jette Andersen
04. maj 2010 13:53

Det sker som et led i en særlig indsats på børneområdet.

- Børnecentrene er et tiltag mod seksuel misbrug. Børn, der har været udsat for seksuelt misbrug mangler ofte et sted, hvor de kan få hjælp i børnehøjde, siger naalakkersuisoq for sociale anliggender Maliina Abelsen.

Naalakkersuisut har afsat 25 millioner kroner til en strategi for en særlig indsats på børneområdet, der blandt andet skal bruges til en række børnecentre i hele landet.

Men Maliina Abelsen er godt klar over, at de professionelle fagfolk højst sandsynligt ikke kan findes i Grønland.

- Vi har mangel på uddannede personale i den sociale sektor, og det vil blive svært at finde det uddannede personale i starten, men derfor kan vi godt starte et sted og arbejde med ideen, siger Maliina Abelsen.

Hun vil ikke længere tage til takke med lappeløsninger.

- Vi har set mange projekter, hvor der blev brugt mange penge, og hvor der alligevel ikke kom en løsning på problemet. Det skal vi ud over. Vi skal være helt sikker på, at det vi gør, gør en forskel. Ellers er det bare penge ud i luften, siger Maliina Abelsen.

Det første børnecenter bliver istandsat og gjort klar til efteråret, men Maliina Abelsen kan endnu ikke afsløre, hvor det skal ligge.