Naalakkersuisut vil opprioritere nordisk samarbejde

En aktiv grønlandsk udenrigspolitik omfatter også en opprioritering af det nordiske samarbejde. Det fremgår af oplægget til den årligt tilbagevendende ”Redegørelse for Naalakkersuisuts nordiske strategi”, som forventes debatteret i Inatsisartut i dag.
Skrevet af Karsten Sommer
22. oktober 2009 12:34

- Opprioriteringen af arbejdet i for eksempel Nordisk Råd handler blandt andet om at fremme en god dialog om arktiske spørgsmål blandt de nordiske lande. Men Naalakkersuisut ser også samarbejdet som en mulighed for, via de nordiske lande, at få større indflydelse på arbejdet i internationale organisationer, heriblandt EU, skriver Naalakkersuisut for nordisk samarbejde, Palle Christiansen.

Han fremfører også, at en mere markant grønlandsk profil i det nordiske samarbejde kan blive til gavn for de grønlændere, der tager ophold i et andet nordisk land, hvad enten det er for at studere eller arbejde.

Næste session i Nordisk Råd foregår i Stockholm i næste uge fra den 27. til den 29. oktober, og Inatsisartut holder blandt andet derfor pause i efterårssamlingen i den uge.

Grønland repræsenteres af Olga P. Berthelsen fra Inuit Ataqatigiit og Aleqa Hammond fra Siumut.